På grund af den globale forsyningskrise kunne Multicheck ikke levere en serie u-pallevægte til en af vores kunder til den aftalte tid. I stedet endte vores dygtige smed med selv at designe og fremstille de 10 pallevægte fra bunden.
Ligesom nød lærer nøgen kvinde at spinne, lærer den aktuelle forsyningskrise også mange virksomheder at tænke ud af boksen.
Det gør sig også gældende hos Multicheck. Vi havde før jul indgået en aftale med en kunde i fiskeindustrien om at levere 10 u-pallevægte til automatisk afvejning. Men efterfølgende viste det sig, at vores leverandør alligevel ikke kunne levere vægtene til tiden på grund af problemer med at få komponenter hjem.
”I stedet for tre ugers leveringstid kunne de først levere en gang i marts, hvilket selvfølgelig ikke var optimalt. Så vi var nødt til at tænke kreativt,” lyder det fra servicechef i Multicheck, Jesper Weihrauch.
Heldigvis lå løsningen lige for. Med hjælp fra Multichecks værkstedsfaciliteter og en stor lagerbeholdning af komponenter kastede vores smed sig over udfordringen med at designe og konstruere de ti vægte fra bunden – inklusive stålrammer, elektronik og mekanik.
”Vi var under et vist tidspres for at kunne levere til tiden – ikke mindst fordi vi var udfordret på levering af en række delkomponenter. Så der blev knoklet, også efter normal fyraften,” lyder det fra smed Michael Lundsmann.
I sidste ende gav det hårde arbejde heldigvis pote, da vi inden for den aftale tid kunne levere 10 styk velfungerende u-pallevægte til en tilfreds kunde.
”Trods udfordringerne undervejs var det en stor tilfredsstillelse at kunne levere en god løsning til tiden. Og efterfølgende konstatere, at vægtene virker, som de skal,” siger Michael Lundsmann.
”Det er et meget godt eksempel på, at man som virksomhed af og til er nødt til at indordne sig efter forholdene og få enderne til at mødes. Det lykkedes heldigvis i dette tilfælde takket være vores dygtige medarbejdere,” siger Jesper Weihrauch.
Han afviser dog, at Multicheck selv kommer til at fremstille produkter i en større skala.
”Vi har ingen interesse i at konkurrere med vores leverandør,” tilføjer Jesper Weihrauch med et grin.
”Det her var en særlig løsning grundet særlige omstændigheder. Vores styrke ligger i at skræddersy produkterne til vores kunders specifikke behov – ikke i at masseproducere dem,” slutter servicechefen.